Selvom jeg er typen som i mange eventyr og krige jonglerer med ustyrligt mange ord. Så har jeg ikke skjold nok til at kunne kæmpe mod min evne til at vande høns i følsomme øjeblikke, og slet ikke foran en forsamling for at tale til dig og din prins. Så derfor skriver jeg med skærm som skjold.
Jeg elsker dig, og hvis der er nogen, som skal klare hus, baby, hund, kat og bryllup i dag. Så er det dig, for du er modig og fyldt med kærlighed!
Tillykke med din bryllupsdag – jeg savner dig <3
Der var engang en prinsesse, som nogle måske ville kalde for den forfængelige type. Prinsessen havde tidligere mødt både batmænd og brandmænd, som grinte højlydt af hende, når hun sagde, at hun var ligeglad med, hvordan hun så ud.
En dag lagde en frygelig epidemi sig over #plexislottets herredømme (læs: af prinsesseinfektion som ikke skal forveksles med mandeinfluenza, som er meget mildere), og prinsessen blev frygtelig syg. Da prinsessen havde været syg i 7 nætter og 9 dage, slog fanden fra sig. Prinsessen valgte at ville friske sit ellers jordbær blonde hår op med en af heksens farvebomber (læs: Revlons). Prinsesser hader at kede sig. Hvad var det værste som kunne ske? Tænkte den naive prinsesse, som jo tidligere havde haft stor succes som silverfox ved hjælp af heksens blå eliksir. Knap og nap få minutter gik med den lilla eliksir, og da hendes frugttelefon bimlede, vaskede hun spændt eliksiren ud. Til skræk og rædsel var hendes manke blevet p!nk. OMFG. Hun tørrede håret, vaskede det hele 3 gange, og tørrede det ligeså. Men intet hjalp andet end en hue, håret ville være p!nk. Tårerne trillede ned af prinsessens nu rødmosede kinder. Hvad skulle der ske nu?
Til prinsessens held kom Batman forbi med c-vitaminer, fordi prinsessen havde hørt om eventyr på youtube. Don’t. Heldigvis tvang Batman prinssesen til at opsøge en god fe, en slags fe-gudsøster, som havde styr på royale lokker med x-faktor. Fe-gudsøsteren forvandlede straks (læs: på cirka 13 kemiske rensningers tid) prinsessens hår tilbage, så prinsessen endnu igen kunne blive jordbær blondine. Sikke et eventyr!
DOH!
@pixeleret, som er fucking forfængelig.
Ok, jeg har aldrig været i Rom, men jeg har eksisteret på internettet af flere omgange. Nogle gange mere succesfuldt end andre, problemet er, at jeg lider af en ustyrlig trang til at råbe ud i rummet. Dele ligegyldige anekdoter. Det er nu en rar fornemmelse, også selvom ingen hører mit træ falde i den virtuelle skov.
Oh alle klicherne, alle lagene i lagkagen. Jeg kaster om mig med dem, så duk dig. I’m back, som en pixeleret birolle i blogland.